Dag 22 – et virvar af følelser (prøver igen)

Nå indlægget driller, ved ikke lige hvorfor, så det kommer uden billeder – måske det kan hjælpe.

Natten har igen været urolig, især fordi jeg vidste at min søster Mette blev sat igang fredag aften, så jeg vidste ikke om jeg vågnede op som Moster. 

Skæbne ville at da jeg vågnede, sendte jeg en SMS til Mette, i det minut hvor min lille niece blev født kl. 5.48 – så nu kan jeg bryste mig af moster-titlen. Det er godt nok med meget stor respekt jeg har tiltrådt den titel. Ikke nok med jeg skal finde min egen måde at være moster på, men jeg har tre store forbilleder at leve op til. Det kan jo tage pusten fra en hver. 

Da der var blevet spist morgenmad, og Leander var blevet spist af og puttet, tog Kristine og jeg i Bilka. Der blev brugt god tid, der blev købt resten af gaverne til den lille nieces pakkekalender, nu da jeg kendte kønnet kunne jeg købe lidt mere specifikt. 

Alt imens vi var afsted svang Thomas og Josefine støvsugeren. 

Hjemme igen vågnede Leander, der blev hygget og fjollet og tullet rundt, indtil farmor og farfar kom. 

Farmor gik straks igang med at ordne vasketøj og køkken. Det føltes som en hvirvelvind. Thomas og farfar fik handlet vin til aften, så vi ved hvad vi skal have til julemiddagen. 

Farmor lavede vidunderlig frokost, der manglede absolut intet. 

Leander var inden frokost blevet puttet (og der var spist lidt grød med succes), så da han vågnede imens vi spist fløj farmor ud af døren og gik ham i søvn igen. Det resulterede i at både Thomas og jeg fik spist for meget (tænk hvordan vi ville se ud hvis ikke vi blev afbrudt i vores måltider hele tiden). 

Efter frokost gjorde farmor klar til juledekorationer i køkkenet, pigerne var meget kreative, og de blev virkelig flotte. Leander var klar igen, så han deltog også med stor betagelse. Josefine var knapt så begejstret, for han hev hende i håret.

Til eftermiddagskaffen fik vi både klejner og æbleskiver, også var det tid at komme udenfor. 

Thomas, jeg og ungerne gik udenfor. Leander startede med at sidde og kigge i barnevognen, men hvis jeg er mere end en meter væk så hyler han, så det blev på arm i stedet for. Trampolinen blev pakket sammen, endelig. Vi plejer at pakke den væk når Kristine har holdt børnefødselsdag. Det gjorde hun d. 28/10, men da Leander og jeg blev indlagt d. 27/10 ja så har det altså knebet noget med det vi plejer. 

Indenfor igen, fik jeg puttet Leander, Farmor og Kristine fik pyntet en krukke til foran døren, så Josefine og jeg måtte en tur i Føtex, sådan en fin krukke kan da ikke stå uden lidt lys. 

Vel hjemme igen var Moster Mie og Christian ankommet. Der blev hentet julekasse på loftet, dækket fint bord og gjort klar til middag.

Farmor havde lavet flæskesteg, jeg føler mig meget forkælet (Farmor havde taget både frokost, eftermiddagskaffe og aftensmad med til os, vi skulle bare sætte os til bords). Det var fantastisk at nyde den dejlige mad i så fantastisk et selskab, der blev smagt vin (og besluttet hvad der skal investeres i), fortalt historier. 

Leander spiste igen kartoffelmos, så måske er vi ved at lande på rette vej, i hvertfald i forhold til min frustration om at han helt har afvist det. 

Leander blev puttet, og kort tid efter fulgte pigerne. 

Vi er blevet beriget med en konto, hvor en masse dejlige mennesker har indbetalt et beløb til os, som vi kan bruge når vi er kommet ud på den anden side af dette “nye liv”, med alt hvad det indebærer af op og nedture. Det er meget overvældende, og som med alt andet vi bliver betænkt med, så er det meget svært at kapere. For os som altid (syntes vi selv) giver og tænker på andre, så det at vi lige pludselig skal modtage er meget svært. Forhåbentligt finder jeg et sted hvor jeg kan placere denne ydmyghed og taknemmelighed. 

Det er en underlig dag, for havde forestillet mig at når jeg blev moster så var jeg strøget afsted i samme sekund som opringningen kom. Sådan er det bare ikke, for den mulighed har jeg ikke på nuværende tidspunkt. Jeg er sikker på jeg nok skal få kysset på min niece indenfor kort tid (men det er altså ikke det samme at have første møde over FaceTime). Følelserne er ligeledes blandet, er så taknemmelig for at alt er gået som det skulle, at niecen er i topform, og at min søster er verdens sejeste. Samtidig skærer det i hjertet at alt langtfra er normalt, når Leander sover i sin barnevogn kan jeg for en stund bilde mig selv ind at alt er helt normalt. 

Det er er meget mærkeligt vakuum at være i, jeg håber og tror på at jeg med tiden finder ro til at rumme begge følelser. Følelsen af afmagt over egen situation, samt følelsen af lykke over den lille dames ankomst i familien. 

Pas på jer selv og hinanden.