Dag 717 – Leander knækker cancer

For 2 år siden, sad vi i sofaen, knæk cancer kørte i baggrunden, og vi var hjemme på orlov med Leander, der var i behandling med antibiotika, da han havde haft feber en længere periode. 

Man mente ikke man nogensinde fandt årsagen til hvorfor Leander var syg, men vi skulle glæde os over at han blev hurtigt rask. 

Vi kiggede efter sommerferie, men inden vi besluttede os for at trykke på bestil, blev vi enige om at vente til vi vidste hvor lang behandling Leander havde behov for. 

Det er to år siden, vi har stadivæk ikke trykke på knappen til bestil. Vi håber vi kan gøre det om et år, men med vores historik, så bliver det næppe allerede i uge 43 i 2019. 

Thomas er ude og rejse, så jeg har været uden min bedste ven, næsten hele denne uge, der markere håbet, viljen og fællesskabet. Jeg har derfor næsten ikke set programmerne, om end “Stuegang med Breinholdt” kørte i baggrunden. 

Kender jo børnene og deres historier, men blev alligevel ramt af følelsen af at vi er de unormale i det unormale. Vi er de besværlige, dem der ikke passer i en kasse. Det lyder grimt, men vi føler os tabt på gulvet, overladt til os selv, og ikke mindst så må vi forældre til de “unormale kræftbørn”, selv være herre over en del af processen. 

Når man er fyldt 6 år, og bliver syg, så bliver to klassekammerater besøgsvenner for barnet, for at de kan bevare tilknytningen til skolen og kammeraterne. Og igen så er der kræftværket, hvis man er ung og har kræft. 

Men lander man på stolen med et barn i børnehaven, så tænker man ikke at tilknytningen er ligeså vigtig, eller måske gør man, man prioritere det bare ikke. Og endnu værre, hvis ens barn slet ikke har været i en institution, hvordan lære man så det hvad den virkelige verden rummer – hvordan skal de lære at det normale ikke er mor eller fars støttende hånd, men “klar dig langt hen af vejen selv”, og i forældre der fik frarøvet jeres barsel – I må selv finde ud af at komme ud af jeres bobbel. 

Vi er naturligvis taknemmelige for al støtte og omsorg der bliver vist os, i de flygtige minutter sygeplejesker eller læger har til rådighed i svingdøren, hvor nye kræftbørn lander på afdelingen. Det virker efterhånden mest som et samlebånd, hvor kadencen hele tiden sættes op, og man skal være heldig at man rammer kassen når man falder af båndet. 

Gid knæk cancer kan hjælpe til at de varme hænder ikke forsvinder, og at de særlige også får mulighed for omsorg og hjælp, så man ikke ender på gulvet. 

Jeg skal ikke se knæk cancer, (måske lidt i baggrunden) det gør simpelthen for ondt, for ingen ved hvornår Leander er rask, og jeg bliver hele tiden mindet om at vi er en kræftramt familie.

For evigt vil vi være en del af den statistik, forhåbentlig kan vi indenfor de næste par år blive en familie der er over på den anden side af kræften, hvor den kun skal være en skygge i vores hjem, og ikke være inviteret med til bords. 

Uge 43 vil altid stå for os som en speciel uge, hvor vores følelser sidder lidt ekstra uden på tøjet, både på godt og ondt. 

Kærlighed og kampgejst til alle