Dag 46 – Så blev det rigtigt

Natten har været helt igennem umulig, det er svært at finde et mønster i Leanders søvn, og ikke mindst hans appetit. Så det var et sæt trætte forældre der blev vækket af en meget glad og fortællende Leander. Jeg stod op sammen med ham, der skulle lige ekspederes en blev. (Tænk jeg har allerede svært ved at huske hvad der skete i morges).

Josefine kom trissende, og kort tid efter fulgte Kristine. Jeg smuttede i bad, og ret hurtigt derefter var vi klar til dagen. Det er kemodag, så jeg besluttede at kører til Rigshospitalet tidligere end jeg har gjort før, for at se om det var nemmere både med parkering, men ikke mindst ekspeditionstiden på afdelingen.

Vi strøg ud af døren kl. 7.12, det var lige 12 minutter senere end jeg havde håbet, det passede at det tog en times tid at komme frem igennem trafikken, mon jeg nogensiden vender mig til alle de biler, jeg er ikke sikker. Leander tog en blunder, det kunne jeg også godt have brugt. Vi landende på parkeringspladsen, rimelig tæt på, men langt nok væk til vi fik kolde fingre.

På afdelingen blev vi mødt af sygeplejersken, hun skyndte sig at gøre kemo og blodprøver klar. Denne gang gik det som en leg med blodprøver, og vups så var Leander tilkoblet sin kemo. Vi gik en tur rundt på sengeafsnittet, der stod et bord fyldt med sprøjter (Som dem vi bruger). Hmm. Jeg spurgte sådan lidt forsigtigt om de skiftede sonder? Det viste sig at de nu skal til at bruge nogle andre sonder, der ikke bruger de samme sprøjter. Sygeplejersken beroligede mig med at de jo først skiftede dem, når børnene alligevel var i narkose. Det er som om det er glippet af Leander som udgangspunkt ikke skal i narkose foreløbig. Jeg spurgte om de ikke allerede havde vidst det i sidste uge, da Leander fik skiftet sin. Og jo det gjorde de da, men der var jo ingen grund til at reklamere for det, når det ikke var officielt endnu, så hellere at han skal have skiftet sin unødvendigt. For pokker altså.

Nå derfra gik turen til køkkenet, hvor Leander spiste lidt brød, men faktisk så smed han mere om sig med brødet, end han spiste. Jeg var så heldig at der sad en anden pårørende i køkkenet, så han var så sød at spritte bordet af for os.

Da alt væske var kørt ind, manglede vi blot at Leander skulle have skiftet sit plaster. Men da vi har sagt ja til at Leander må være med i et forsøg, skulle han lige have taget et par blodprøver mere, inden han var helt færdig. Plasterskiftet gik nemt, det hjalp vist at han blev kildet under armen da det skulle af (Det var ikke helt tilsigtet, men det virkede). Derefter var han altså godt brugt og sulten, så jeg fik spist ham af. Men inden vi kunne kører hjem skulle jeg have taget en blodprøve til forsøget, Leander var meget interesseret, især var barbie-plastret spændende.

Færdig, stilede vi efter bilen. Det var så rart at vi var hurtigt færdig. Vi skulle have været forbi til et barselsbesøg, men da Leander jo ikke rigtig må færdes på hospitalet, valgte jeg at blive væk. Så må jeg kigge baby en anden dag.

I bilen hjem sov Leander lidt mere, han var virkelig træt, men hjemme vågnede han op igen. Jeg fik ammet og puttet ham, men den unge mand var ikke helt parat til at sove. Så jeg måtte have ham op igen, men det var godt det samme, der var gevinst i bleen. Da han var skiftet, babset lidt mere af, og kysset på lykkedes det at få ham til at sove, men det var nu ikke en lang lur.

Igår modtog jeg et brev fra Nordea, at de har godkendt min orlov. (De har faktisk mulighed for at nægte). Det betyder at det nu er helt officielt at jeg skal tage mig af Leander i denne sygdomsperiode. Derfor brugte jeg det meste af Leanders lur, og faktisk også vågne tid på at ringe rundt til henholdsvis Udbetaling Danmark og Finansforbundet. Der er mange praktiske ting man skal tage sig af, men der er ikke rigtig nogle vejledning, eller sådan plejer andre at gøre. Så da socialrådgiveren fra Finansforbundet tilbød at kontakte og informere de rigtige mennesker, ja så siger man ja. Jeg håber de kan hjælpe mig med at få klarhed.

Jeg blev rigtig ked af det, og det slog mig hvor meget jeg ville ønske vi “bare” var en almindelig familie, med normale dagligdags problemer. Thomas kom hjem, og overtog Leander. Jeg kørte afsted efter pigerne, Josefine skulle absolut lægge et puslespil færdigt først, det endte med kun at blive kanten. Derefter gik turen til skolen, da begge piger var afhentet, gik vi i Netto. Jeg fik påklistret et mærkat, at jeg var den mest forfærdelige og dumme  mor der fandtes, og der blev stampet noget i gulvet. Ude i bilen begyndte Kristine og græde, hun kunne ikke rigtig fortælle mig hvorfor, andet end at jeg var vildt streng. Jeg kom til at rive hende på hånden, da jeg spændte selen. Hold op en ballade der kom, og den varede faktisk hele turen hjem.

Hjemme stampede hun ovenpå, stor tudende. Først gik Thomas derop, men det var bestemt ikke en succes, så derfor måtte jeg tage over. Det endte med et kompromis, så Morfar blev spurgt om vi ikke kunne spise pizza, hans svarede ja, og så var lykken gjort.

Der blev bestilt, og Thomas og Kristine kørte afsted. Jeg fik dækket bord, og da de var hjemme igen, vækkede jeg Leander. Vi fik spist, rigtig hyggeligt.

Efter spisning, “svømmede” pigerne og jeg en tur på vores fodskammel, det er bedre end ingen træning, men hvor jeg dog savner Pilates i Solrød, efter endt svømmetur puttede jeg Leander. Thomas puttede på sofaen med pigerne.

Da Leander var spist af, tog Morfar og jeg afsted for at handle, og se om det kunne lykkedes os at købe julegaver. Det hele det flaskede sig, og jeg mangler endnu ingen julegaver at købe  wuhuuu.

Da vi kom hjem, passede det med at Leander var vågen og klar til en ny omgang babs.

Jeg er så træt at jeg sidder her og falder i søvn, alt imens jeg skriver dette indlæg. Det må vist være tegn på det er godnat tid herfra.