Dag 69 – kemodag med udfordringer

Kl. 6 stod Leander op, han var i hopla. Igen et bleskift (puha det er altså utroligt han bliver ved). Jeg håber snart det ender, men desværre er der ikke rigtig udsigt til det. Der er endnu ikke brudt nogle nye tænder igennem, en jeg under ham det altså.

Leander og jeg gik i køkkenet, hvor vi fik ordnet medicin, lavet kartoffelmos og smurt madpakker (Thomas klarede dette). Da jeg skulle til at give Leander morgenmad, kunne vi så starte med at gå ovenpå til et bleskift. Det vil sige det var så voldsomt, så Thomas blev sendt under bruseren, så Leander kunne komme med.

Med dem færdige under bruseren, var tøserne oppe. De fik tøj på (Det var ikke helt velvilligt). Men op kom de, der blev spist morgenmad, og jeg pakkede bilen. Tænk selvom keg syntes keg var i god tid, så kom jeg alligevel for sent ud af døren.

På motorvejen var der tabt et glasparti, så keg holdt i kø for bare at komme på den, hvor irriterende. Så mister jeg helt gejsten, når jeg skal sidde i kø så tidligt.

Leander faldt i søvn, så turen der ind gik faktisk over al forventning. Der var tilmed en parkeringsplads tæt på.

På afdelingen var de klar til at modtage os, så inden vi så os om var der givet kemo og taget blodprøver. Jeg overvejer at blive for at høre svar på dem, men efter samtale med lægen (der syntes Leander var så fin klinisk), besluttede jeg mog for alligevel at køre.

Vi kørte nordpå til Tante Eva og Wilhelm, det var som altid super hyggeligt. Jeg fik morgenmad (bedre sent end aldrig), og vi fik en skøn kop the. Leander fik leget med al det legetøj han ikke har derhjemme, men ro kunne han ikke rigtig finde.

Derfor endte det med at vi allerede kørte igen omkring kl. 13, så håbede jeg han kunne sove videre når vi ramte Greve.

Han faldt i søvn i bilen, helt som beregnet. Hjemme vågnede han selvfølgelig, og da jeg går ud af bilen og om for at tage ham, når han at hive sin sonde op, jamen selvfølgelig.

Indenfor ringer jeg til Thomas for at finde id af hvad der er smartest, imens vi taler sammen ringer lægen med svar på blodprøver.

Min mavefornemmelse var rigtig, så hans infektionstal er forhøjet (ikke faretruende), og hans immunforsvar er nede på 0,0 – så bliver det vist ikke værre. (Måske det kan gå i minus, ved det ikke).

Hmm, beslutter mig for at jeg kører retur til Rigshospitalet for ny sonde. Ringede først til Roskilde, men de havde travlt, så de vidste ikke hvornår det evt kunne blive.

Thomas hentede pigerne, hentede medicin på apoteket. Så er den klar.

Han starter allerede nu op på antibiotika, så håber vi bare at årsagen findes. Hmm. Det havde vi ikke lige regnet med, og al den gode energi jeg havde mdd hjem, forsvandt ligeså hurtigt som luften fra en ballon.

På Rigshospitalet havde lægen lige glemt at sige vi kom ind for en ny sonde, så der herskede lidt kaos. Der var samtidig fest i kræft-værket. Det er et samlingssted for unge mellem 15 og 29 der har haft kræft, eller stadigvæk har.

Det ramte mig af en eller anden grund, for hvor er det bare uretfærdigt at Leander formentlig bliver en del af det, det kan jeg ikke lige udholde, selvom det er langtfra sikkert.

Jeg kørte retur igen, ud i kø på motorvejen. Vænner mig altså aldrig til det, så kan med sikkerhed sig at jeg ikke får et arbejde hvor jeg skal køre igennem det mylder.

Hjemme havde Thomas og pigerne hentet pizza. Vi fik spist, Leander var ikke rigtig tilfreds, og moren presset af tanken om i morgen.

Jeg fik lavet lektier med Kristine, og Josefine kom i bad. Pigerne blev gjort natklar, ogsåvar det ellers putte-tid. Det gik overraskende godt, så kl. 19.15 var der ro i hytten.

Her ligner en tabt atomkrig, og jeg kan ikke udholde det. Men krig måtte være krig, så jeg smed mig på sofaen for at koble af.

Der kom en for at tale med Thomas, ham har vi vel ikke set i 5 år, så det var rigtig hyggeligt at hilse på og snakke.

De fik klaret det de skulle, på TV2 kom der et program om håndværker med hhv dansk og udenlandsk baggrund, det måtte ses.

Jeg er helt kvæstet, så jegfaldt i søvn på sofaen, indtil jeg måtte tilbage til Leander.

krydser alt hvad jeg kan for at vi kan undgå en indlæggelse, så hjælp mig lige.