Dag 80 – Så fik alle mand klippet håret

Jeg har sagt jeg ikke vil kommentere på natten, med mindre den var virkelig god. Men natten i nat var helt forfærdelig, og Thomas kommenterede i morges, at hver gang han vågnede, lå jeg ikke ved siden af. Det siger vist alt. Kristine kravlede ind til os, så natten har mildest talt været urolig.

Kl. 5.28, måtte jeg bede Thomas om at tage Leander, så jeg kunne få lidt rolig søvn. Da Thomas kom op, var det tid at vække pigerne. Josefine var ikke ligefrem klar, så det var lidt en kamp, til gengæld lykkedes det mig at få hende i tøjet, inden vi gik nedenunder.

Vi fik klaret morgenmad, jeg opdagede til min skræk at vi ikke havde mere rugbrød, og vi havde ikke rigtig mulighed for at købe noget. Heldigvis var der både pølsehorn og pizzasnegle i fryseren, så det blev børnenes madpakker idag. Jeg tror egentlig ikke de var utilfredse med det.

Vi blev klar til at tage afsted, Thomas afleverede Josefine, og jeg afleverede Kristine. Ved skolen mødte vi en af de andre forældre, så hun hjalp Kristine ind, da jeg jo ikke kan gå ind med Leander.

Begge biler manglede sprinklervæske, så os afsted til tanken, inden vi fortsatte på motorvejen. Der var rigtig meget kø, så Thomas førte an ud af de små veje, indtil vi kørte på i Ishøj. Det var altid noget jeg havde følgeskab af ham, ellers havde jeg hængt i køen  ligesom alle de andre.

Vel fremme, fik vi parkering i rimelig afstand til afdelingen. Og med Leander i bæreselen var det til at have med at gøre.

Vi kom til hos lægen med det samme. Hun kunne fortælle at de små børn, oftere har brug en kemopause pga dårlige tal, end os andre.

Hun forventede at hans tal ville være så “gode” at kemo bliver i morgen.

Da vi var færdige hos lægen, var det blevet vores tur til blodprøve. Derinde var der en dreng på omkring 9 år, der var rigtig bange for at få taget blodprøve. (Det er er ambulatorium primært til kræftsygebørn) Han satte ord på sin oplevelse, og hvordan han havde det. Det var altså mere end Thomas og jeg kunne rumme, så vi måtte lige kigge hinanden dybt i øjnene og minde hinanden om at Leander jo ikke på samme måde forstår det. Puha, men det er altså rigtig ubehageligt, hele tiden at blive konfronteret med ens følelser.

Derefter kørte vi ind til Thomas kontor, jeg er jo så naiv så jeg tænkte Leander måske kunne finde ro derinde til at spise, men det var en gammel løgn. Så derfor var vi hurtigt afsted igen. Leander sov selvfølgelig på vejen hjem, hvilket jo så resulterede I at han var nærmest umulig at putte hjemme.

Så vi legede, spiste og hyggede. Men humørbomben var altså svær at tilfredsstille, så til sidst måtte han retur i barnevognen, og så lykkedes det han at falde i søvn.

Mandag er altid enormt hård for mig, måske fordi hverdagen skal igang igen, eller fordi jeg bliver mindet om at jeg blot skal være hjemme, ved det ikke, men modløsheden kan hurtigt overtage.

Måtte ringe til Rigshospitalet for svar, da det var medicintid igen, hans blodprøver var bedret, så han er kemoklar, men de er ikke så gode at vi jubler. Håber virkelig han retter dig noget mere, for hvor er det bare frustrerende at det ikke bare kører på skinner.

Kristine gik med en klassekammerat hjem, og med Thomas på vej (hans eftermiddagsmøde var aflyst), kunne jeg lige planlægge dagen i morgen. Både Thomas og jeg skal ud af døren tidligt. Så derfor har vi aftalt at en af de skønne piger kommer her i morgen tidlig, og følger tøserne afsted i skole og børnehave.

Thomas tog Josefine med hjem, og da vi 4 var samlet kunne keg tage ud og handle. Vi havde tomt køleskab.

Hjemme med varerne, passede det med at Ib (vores frisør) kom ind af døren. Så Thomas startede, derefter var det Leanders tur. Der er ikke så meget at klippe, men han blev bare så fin (og meget mere drenget at se på).

Derefter fulgte pigerne og sluttelig jeg. Det var fantastisk at blive forkælet, og føler mig allerede meget lettere. Tænk at være så heldig at vores frisør havde tid og lyst til at komme hjem i vores kaos, for at klippe os. Føler mig ret priviligeret og et halvt kilo lettere. Det hjalp virkelig at få tyndet ud.

Jeg havde sørget for aftensmad, så imens keg blev klippet forsøgte Thomas sig med at give ungerne noget at spise. Det var nærmest en umulig opgave, så det lykkedes først da vi alle sad ved bordet.

Leander blev lagt i seng, ligesom jeg skulle til st spise. Heldigvis sov han ret hurtigt, og han havde fået sit bad samtidig med Thomas (efter deres klipninger).

Da alle 3 børn sov, fik vi ordnet lidt praktisk inden sofaen kaldte, og vi kunne slappe af.

Dagen slutter optimistisk, tænk at man kan blive så opløftet af at gøre noget godt for dig selv. Derfor har jeg også aftalt med Ib han kommer hjem til os, hvergang vi skal klippes, så bliver det gjort og vi kan alle være med.