Dag 328 – Tupperware og reflektion

Lørdag 30/9

Dette blogopslag har været længe undervejs, for hvordan skal jeg egentlig skrive det? Der er mange der har sagt til os, bare sig til hvis der er noget vi skal hjælpe med, men hvordan er det så når man siger ja tak, vi har brug for hjælp?

Jeg havde forsøgt at lave en arbejdsweekend, når nu Thomas ikke var hjemme, for at overraske ham med at de løse ender vi har, forhåbentlig kunne være væk, så han kunne koncentrerer sig om os. Men hvad der skulle have været en dejlig ting, blev for mig et kæmpe nederlag. Jeg valgte at aflyse inden jeg havde hørt fra alle, simpelthen for at spare mig selv for den ydmygelse at ingen ville komme. Der var nemlig ikke rigtig respons, alene tilkendegivelser af at man ikke kunne.

Nu fik jeg skrevet det, det var rart. Det hjælper jo altid at sige det højt, at få svesken på disken (Som min gamle chef altid sagde), så kan man lade det fare.

Jeg har konkluderet, at det der var vores store netværk, i virkeligheden ikke rækker så langt. Vi er vist bare os selv nærmest, og det skal jeg lære at acceptere, selvom det gør ondt. Jeg som troede vi havde så mange.

Når det så er sagt, så betød det at vores weekend åbnede op for så meget andet. Så moster Mie og jeg spiste morgenmad, efter Leander var puttet. Da hun skulle hjem til frisør, betød det at Leander og jeg havde ”formiddagen” for os selv. Så da Moster Mie var kørt, lagde jeg mig på sofaen for at indhente lidt af den tabte søvn, fra natten før. Da Leander vågnede, fik vi pakket os sammen, og kørte imod Nord, hvor vi skal til tupperware-party, med søde Hanne.

Som altid en fornøjelse, jeg fik købt alt for meget (Kom egentlig bare for en drikkedunk), men alt sammen noget vi har brug for.

Da vi kunne pakke sammen, kørte vi hjem. Her fik Leander lidt at spise, vi fik pakket sammen på ny, og drog imod Farbror og Tante, de har inviteret til luksus-middag.

Leander dikterede, og børnene hjalp med underholdning på skift. Det var så dejligt at se hvordan Sofie passede på Leander, og var så betænksom og opmærksom.

Det betød at jeg næsten fik lov til at spise mig mad, uden for mange afbrydelser. (Tante blev også sat i sving). Da Leander var træt, kørte vi hjem. Leander blev puttet, og jeg smed mig på sofaen. Nu glæder vi os til at familien kommer hjem i morgen.